Køges deltagere med deres medaljer
20 unge badmintonspillere fra Køge til begynderturnering i Havdrup
Klub: Køge Badminton Klub
Publiceret af: Linda Nielsen
Dato: 06-11-2016 22:36:25
Kategori: Generelt
     

20 unge modige spillere fra Køge har været til ”Badminton på Toppen” turnering i Havdrup. For flere af spillerne var det deres første turnering. 

De 20 spillere er det største antal, Køge Badminton Klub nogensindehar haft med til ”Badminton på Toppen”. Turneringsrækken er et samarbejde mellem Køge Badminton Klub og fem klubber i nærområdet (Havdrup, Solrød, Greve, Tune og Karlslunde). Formålet med samarbejdet er at udvikle den lokale interesse for badminton og fastholde børnene i sporten. 

”Badminton på Toppen” er kun for begyndere og spillerne må maksimalt være 12 år. 

Dagen begyndte med velkomst fra Havdrup, hvorefter Linda Nielsen fra Køge Badminton Klub gav spillere og især deres forældre en grundig introduktion til badminton-reglerne og dagens turnering. Efter introduktionen var mange af forældrene klar til at være pointtællere og pulje-ledere under kampene - og de nye forældre blev hjulpet igang af de mere erfarne forældre.

Spillerne fik støtte af træner Oliver Schlander, der også var med i Havdrup hele dagen.

Under turneringen var der ikke fokus på at vinde, men mere på at lære at deltage i en badmintonturnering. 

Spillerne blev inddelt i puljer med femspillere i hver. Der blev spillet single, hvor alle mødte hinanden i kampe á 7 minutter. Herefter blev der holdt en pause, hvor værtsklubben havde lavet frugtstykker, saft og bagt kage til alle – samt brygget en masse kaffe til forældrene.

Efter pausen blev alle spillere inddelt i nye puljer – igen med fem spillere i hver pulje. Hver spiller fik derfor spillet ca. otte kampe i løbet af dagen. 

Det var en super dag med en masse smil og god stemning både blandt spillere og forældre/tilskuere. Dagen sluttede af med en fornem præmieoverrækkelse med medaljer til alle spillerne.

Køge Badminton Klub glæder sig allerede til næste ”Badminton på Toppen" turnering, som afholdes i Solrød den 18. december 2016. 

Køge Badminton Klub er selv vært for ”Badminton på Toppen” primo februar 2017. 

De helt unge spillere under 8 år fra Køge Badminton Klubt træner i øvrigt i Ravnsborghallen hver lørdag formiddag fra kl. 10.00 – 11.00 (U7). Der er naturligvis trænere tilknyttet holdet, men der trænes også altid sammen med en forælder per spiller. Lige nu er der flere ledige pladser på holdet. Derfor er alle nye spillere og deres forældre velkommen til at deltage i træningen. Hvis I ikke har en badmintonketcher er der mulighed for at låne af klubben under træningen. Så det er bare at møde op næste lørdag.
Se flere billeder fra turneringen på Facebook: Køge Badminton Klub - Ungdom 





 

Køge Badminton Klub

Ravnsborghallen, Ravnsborgvej 3, 4600 Køge formand@koegebadminton.dk CVR.nr. 58686913

Handelsbetingelser Betalingsmuligheder:
Betalings logoer


 

Cookies